Ekspert i hovedpine: Carsten Hviid

Kiropraktor Carsten Hviid, Århus har interesseret sig for diagnostik og behandling af patienter med hovedpine gennem alle sine år i praksis. Denne interesse blev skærpet betydeligt med fremkomsten af den første internationale hovedpineklassifikation i 1988. Der er siden fremkommet flere revisioner, og Dansk Kiropraktisk Selskab har udgivet en klinisk vejledning i februar 2019.

Forelæsninger om hovedpine

Interessen for hovedpinepatienterne har medført, at Carsten Hviid har forelæst om hovedpine og relaterede emner i perioden 1999 til 2002 i de hollandske, tyske og svenske kiropraktorforeninger. Carsten Hviid har endvidere i samarbejde med Overlæge Claus Ejgil Mosdal Neurokirurgisk afdeling på Århus Sygehus afholdt flere aftenarrangementer i de tidligere Kiropraktor Amtsforeninger omkring forskellige hovedpine-typer.

Siden 1996 har Carsten Hviid undervist samtlige danske kiropraktorer i problemstillinger omkring hovedpinepatienten indtil 2006 som underviser på kiropraktorstudiet på SDU, og siden 2006 efter en studieomlægning på SDU blev denne undervisning flyttet til Turnusordningen (den kliniske efteruddannelse af 12 mdr. varighed, som alle nyuddannede kiropraktorer gennemgår).

Carsten Hviid har således undervist ca. 3/4 af alle aktive danske kiropraktorer i hovedpinens symptomer og mysterier.